Sådan bruger du farver effektivt i dine præsentationer

Farver påvirker den måde, vi ser og fortolker visuel information på. De kan påvirke følelser, skabe stemning, opbygge struktur og fremhæve bestemte elementer. Derfor kan de rigtige farver få din præsentation til at skille sig ud og påvirke, hvordan den bliver modtaget. Hvilke vigtige råd er der så til at bruge farveteori i præsentationer?
Sådan bruger du farveteori i præsentationer
Farver forbindes ofte med følelser. Varme farver som rød, orange og gul kan bruges til at kommunikere energi, spænding, optimisme og entusiasme. Kølige farver som blå, grøn og violet giver derimod en følelse af professionalisme, pålidelighed og elegance.
Uanset om du designer PowerPoint-slides, trykt materiale eller infografikker, vil farveteori i præsentationer hjælpe dig med at tilføje dybde og betydning. I XSplit Presenter kan du indstille farven på dine slides og baggrunde, så de passer til indholdets stemning og tone. Hvorfor ikke give præsentationen et diskret personligt præg? Det kan virkelig hjælpe at vælge farver, der passer til brandidentiteten for enten din virksomhed eller den kunde, du præsenterer for!
Du kan få dit materiale til at ‘springe i øjnene’ ved at bruge komplementærfarver. Det er de to farver, der ligger over for hinanden på et farvehjul, som rød og grøn eller orange og blå. Hvis du bruger begge komplementærfarver på en slide, for eksempel én til baggrunden og én til teksten, giver det maksimal kontrast og dermed en stærk virkning.
Det er godt at vide, at rene farvetoner (farve uden tilsat hvidt eller sort pigment) alle har samme intensitet og værdi (lyshed eller mørkhed). Hvis du kun bruger farver fra den gruppe, får du et fladt og uinteressant udtryk. For at undgå det og skabe interesse bør du variere tonerne samt de mørkere og lysere nuancer af de farver, du bruger.

Hold det enkelt
En vigtig regel for brug af farveteori i præsentationer er at holde farverne enkle og afbalancerede. Vælg en palette med højst tre farver (sort og hvid tæller ikke som farver i denne sammenhæng). Skab et enkelt, men iøjnefaldende farveskema ved at vælge to toner, mørkere nuancer eller lysere nuancer af én farve. Vælg derefter en tredje accentfarve, der ligger mindst tre felter væk på farvehjulet.
En anden regel for at afbalancere farvernes proportioner i præsentation og design kaldes 60-30-10-reglen. Når du har valgt dine tre farver, skal du ifølge reglen bruge primærfarven på 60 procent af slideområdet, sekundærfarven på 30 procent og accentfarven på 10 procent.
Brug en ensartet palette gennem hele præsentationen, så de samme farver går igen på hver slide. Det skaber en farveforbindelse hos publikum og hjælper dem med at huske præsentationen eller dit brand. Det samme gælder brugen af virksomhedens farvepalette. Ensartet farvekodning af overskrifter og data kan også gøre det lettere for dig at organisere præsentationen.

Brug farver til at skabe struktur
Du kan også bruge farveteori til at give præsentationer en tydelig struktur. For eksempel kan former eller negativ plads styre strømmen af visuel information ved at fremhæve forskellige dele af en slide.
Vi har alle været udsat for præsentationer, der kun består af nogle få slides fyldt med tekst. Skab i stedet interesse, og fasthold publikums opmærksomhed ved at fordele indholdet i mindre informationsbidder. Du kan derefter fordele det over flere slides. Variér også farvernes placering, så hvert stykke indhold skiller sig ud.
Du kan også skabe struktur ved at bruge de samme farver til overskrifter og underoverskrifter på hver slide. Det kan hjælpe publikum med at finde de oplysninger, de har brug for, med et enkelt blik.
Ved at lege med farver kan du lede publikums opmærksomhed i den retning, du ønsker. Sørg for, at præsentationen flyder naturligt, og gør præsentationen, og måske også dit brand, mere mindeværdig for publikum!







Kommentarer